Nomenklaturens regler

17-02-2005

   For at taxonomien kan virke så alle kan forstå det, er der nogle regler eller nogle linier som skal følges. Det er hvad "International Code af Nomenclature" indeholder - en slags lovbog om hvordan arterne skal inddeles og placeres i nomenklaturen. (Se også HISTORIEN). Vi tager nogle af de regler med som har interesse for akvaristen, og fra hvor den overordnede del slutter på TAXONOMI´ens undersider.

Generelt
   Mange af de videnskabelige navne kommer af græsk, men man har vedtaget at alle videnskabelige navne er latinske. Dvs. at de reelt ikke hedder videnskabelige navne, men latinske navne.

Navne over slægtsniveau
   Dvs. Familie og Underfamilie - her gælder det at de er altid i ét ord (uninominal). Familienavne slutter altid med stavelsen -IDAE, (eks. Poeciliidae) og underfamilie-navnene slutter altid med -INAE (eks. Poecilinae).

Navne på slægtsniveau
   - altså slægts,- og artsnavne. Disse er altid i to ord (binominal), og slægtsnavnet skal altid starte med stort bogstav, og artsnavnet starter altid med et lille bogstav (eks. Cichlasoma synspilum, hvor Cichlasoma er slægtsnavnet, og synspilum er artsnavnet).

   Der er dog ingen regler uden undtagelser: Der findes også noget som hedder underarter. Eksempelvis i Goodea atripinnis gracilis, hvor der efter artsnavnet, atripinnis kommer et gracilis. Også dette navn staves med et lille begyndelsesbogstav. Navne under artsniveau er kun gyldige i forbindelse med fisk på underarts-niveau. Der regnes derfor ikke med nogle underliggende niveauer, former eller varianter.

   Ved navnangivelser på planter på underarts-niveau, gør man brug af ordene: variant, form eller sort (eks. Anubias barteri var. nana). Form (formae) skrives som et 'f.' Betegnelsen 'f.' anvendes oftest, når der er tale om en form, der på alle måder ligner hovedformen, bortset fra en iøjnefaldende forskel, det kan være blomstens farve eller bladenes form eller farve osv. (eks. Nymphaea alba f. rosea, der er en naturligt forekommende form af, Nymphaea alba, blot med rosa blomster).

   Endvidere kan man i gartnerierne "lave" forskellige sorter af f.eks. Echinodorus-slægten (eks. Echinodorus parviflorus 'Tropica' eller Microsorum pteropus 'Windeløv'), som begge er gyldige navne.
   Ved navngivning af en krydsning eller en hybrid, indsætter man en 'x' (eks. Echinodorus x barthii).

   Endelig gælder det, at arter som endnu ikke er beskrevet, eller kunne fastslås, er udstyret med et sp. eller spec. Dette står for species, og betyder art (eks. Hyphessobrycon spec.). Man véd at det er en fisk i slægten Hyphessobrycon, men den er endnu ikke navngivet/beskrevet.

   Det samme gælder for forkortelsen ssp. eller sspec., som blot fortæller at det drejer sig om en endnu ikke beskrevet/fastslået underart. Forkortelsen betyder, subspecies.

   Når der er tale om en art som ikke er bestemt/beskrevet (spec., sspec., var., f.), ser man ofte at navnet er efterfulgt af et ord i enten et '-par eller et "-par. Dette ord er enten et handels-, eller stednavn, som kan være en hjælp til at finde ud af hvilken art det reelt drejer sig om (Echinodorus parviflorus 'Tropica' eller Apistogramma spec. "Rio Xingu").

   Man kan på lignende måde støde på en spec.-angivelse som skrives som et C-, eller L-nummer (eks. L-128). Det er noget man har lavet for det, at der lige nu bliver fundet så mange maller af Callichthyidae, -og Loricaridae-familierne, at man ikke kan nå at følge med i beskrivelserne af dem. Man giver dem derfor et nummer, og tager det så op senere.

Egennavne
   Egennavne er en fælles betegnelse for navne som er givet til ære for personer. Disse navne ender på "ei" eller bare "i" (bleheri), når der er tale om en mandsperson. Endvidere kan mandenavnet også ende med "ii", (nevillii eller wendtii)

   Er navnet derimod givet til ære for en kvinde, slutter navnet med et "ae" eller blot med et "a" (gertrudae eller conniea). Slutter kvindenavnet på et "a", efterfølges det af et "e" (amandae).

   En art kan også navngives til ære for flere personer, eks. et ægtepar, og så ender navnet på "um". F.eks. Labyrintfisken, Betta brownorum er opkaldt efter ægteparret Allan og Barbara Brown.

"Sted"-navne
   Er arten opkaldt efter et leve-, eller findested, ender det i langt de fleste tilfælde på "ense" eller "ensis" (managuense eller peruensis), men man kan også komme ud for at det ender på "ana" eller "ena" (caroliana eller valenciena). Ender navnet på leve-, eller findestedet på et "a", kan man dog undlade at tilføre flere bogstaver (valencia).

"Forfatterne"
   Man kan også ofte se, at en arts navn er efterfulgt af et navn og et årstal i parentes (eks. Apistogramma iniridae Kullander (1979)). Her fortælles at det var Kullander som i 1979 offentliggjorde en videnskabelig beskrivelse af arten.

   Årstallet, som altid skrives i parentes, er altså ikke ensbetydende med hvornår arten blev fundet. Det er altid den førstegangsbeskrivelse af en art som bliver offentliggjort først, som bliver gældende/gyldig.

   Endvidere gælder det, at man kun skriver navnet på den sidste forfatter. Man skriver altså ikke: Apistogramma Regan (1913) iniridae Kullander (1979). Forfatterne af disse førstegangs-beskrivelser opkalder desuden aldrig en art efter sig selv.

Synonymer
  Synonymer er navne som ikke længere er gyldige. Dette kan ske, hvis man finder ud af at der ved en videnskabelig beskrivelse af en art, er tale om en art som er beskrevet tidligere. Så bliver navnet ugyldigt og den tidligere offentliggjorte beskrivelse bliver derefter gældende.

   Der kan også opstå synonymer, hvis der er foretaget en revision af f.eks. en slægt eller oprettelse af en ny, hvor man så har flyttet en art over i. Artens nye slægtsnavn bliver så gældende, og det gamle bliver til et synonym.

   Eksempelvis kan nævnes at Laetacara curviceps før oprettelsen af den nye slægt hed, Aequidens curviceps, som altså nu er blevet til et synonym.

NB
   Alle latinske navne bør skrives i kursiv. Det er ikke et krav - blot en henstilling...

Supplerende links:

Historien (Linné) | Taxonomi