Sådan startede det:
Jesper havde som 8-årig, et akvarium sammen med sin
far, som dog efter nogle år blev nedlagt, og aldrig genopstod.
Efter nogle år, flyttede Jesper til Århus, fik job, og stiftede
familie. Én i omgangskredsen havde et par akvarier med nogle store
sydamerikanske cichlider, og efter at ha´ kigget på dem i nogle år, syntes
Jesper at det kunne være sjovt at prøve at ha´ akvarier igen - det var i
April 1996.
Det blev til et foræret 60-ltrs., og efter at det blev indrettet efter
alle kunstens regler, blev der indkøbt 3 Guppyer - en flot han, og 2
hunner. Næste morgen var trioen der stadig, men med yderligere ca. 30
unger, og nu var Jesper solgt...
I Oktober 1996 holdt Århus Akvarieforening deres legendariske 60
års jubilæumsudstilling, En Verden af Liv, som Jesper besøgte begge
dage der var åbent. Han meldte sig også ind i Århus Akvarieforening, og så
gik det stærkt: Han kom i bestyrelsen i 1998, og i perioden 1999-2000 var
han formand.
Siden hen:
Akvaristisk kastede Jesper sig over Pansermaller, Ungefødende
Tandkarper og Dværgcichlider, men det var ikke nok bare at holde dem. Næh,
- de skulle opdrættes, skulle de..!
Det med opdræt blev efterhånden hovedtemaet i Jesper´s akvaristiske
univers, og han kastede sig også ud i opdræt af f.eks. Tetra, Barber, Gobi
og Labyrintfisk. Det eneste han ikke havde prøvet var Killi´erne.
Kassereren i Århus Akvarieforening, Michael Snebang havde en hel kælder fyldt med
udelukkende forskellige killi-fisk, og Jesper vidste udmærket godt, hvor
flotte de var. I 1999 var han med en god ven i Hong Kong og Thailand og
her fangede han nogle fisk som senere viste sig at være den meget
almindelige killi-fisk, Aplocheilus panchax, og dette blev Jesper´s debut med killifisk.
Idag:
Siden har det udviklet sig til, at Jesper efterhånden kun holder killi-fisk, og på en eller
anden måde går det også meget godt i tråd med opdrætsmanien. Specielle
killi-fisk er ofte ret vanskelige at skaffe, så hvis man vil holde fast i
dem, er der ikke andet at gøre end at opdrætte dem. Specielt de annuelle
arter, skal der arbejdes med hele tiden, hvis man vil beholde dem.
I de sidste par år har
Jesper haft en målsætning om, at han skulle
opdrætte 10 nye arter hvert år for at sikre sig, at der fortsat skete
noget nyt.
Udover at holde fisk i sine akvarier, holder Jesper også
akvariefisk udendørs i store kar/baljer i de varmeste sommermåneder.
|