Grundlæggende set er pH en betegnelse for vandets indhold af
hydrogen-ioner (H+) og hydroxyl-ioner (OHˉ). Vand som er
neutralt, dvs. med en pH-værdi på 7 indeholder lige mange ioner af hver.
Surt vand (under pH 7) indeholder således flere hydrogen-ioner end
hydroxyl-ioner, og omvendt når pH er over 7 - det som man kalder basisk
ell. alkalisk vand.
PH-skalaen går fra 0 til 14, hvor pH 7 er neutralt. Vores
akvariefisk findes i området pH 5 og pH 9, hvor størsteparten
ferskvandsfisk befinder sig mellem pH 6 og pH 7,5. Saltvandsfisk befinder
sig i området pH 8 til pH 8,5.
Måling af vandets pH-værdi kan enten foretages med et elektrisk
pH-meter, som dog er ret dyr i anskaffelse, eller med indikatorvæske, som
er en del billigere og alligevel en ret nøjagtigt metode. Indikatorvæsken
skifter farve efter pH-værdien, og bestemmelse af pH foregår ved at
sammenligne væskens farve med en medfølgende farveskala.
Måles pH-værdien af et akvariums vand, vil man se at den kan
svinge, alt efter hvad tid på dagen der måles. Om morgenen når lyset lige
er tændt over et planteakvarium, kan pH-værdien være lavere, end ved en
måling midt på dagen eller om aftenen, lige inden lyset slukkes. Dette
skyldes at planterne ikke optager CO2 (kuldioxid) om natten,
hvor planternes fotosyntese er sat i stå.
Om aftenen hvor fotosyntesen har været igang hele dagen, er
pH-værdien højere, da planterne har optaget noget af det CO2,
som har været i vandet. Vandets indhold af CO2 har altså også
indvirkning på pH-værdien.
Disse udsving i vandets pH-værdi, er dog så lav at der ikke er
grund til panik - de er ganske naturlige. Større udsving giver dog
anledning til at holde øje med akvariet, og fjerne årsagen dertil.
Kalksten eller en cement-dekoration kan give en meget høj pH, og en ny
trærod, eller filtrering over sphagnum, kan sænke pH betragteligt.
I akvariehobbyen inddeler man vandets pH-værdi i 5 kategorier:
pH 4 - 5 = meget surt (meget lav)
pH 5,5 - 6,5 = surt (lav)
pH 7 = neutralt
pH 7,5 - 8 = alkalisk (højt)
pH 8,5 - 9 = meget alkalisk (meget højt) |